wcva-venice-2018_dyrlaegen

Veterinærsygeplejerske i anæstesiens verden i Venedig

Veterinærsygeplejerske Tina Woller deltog i efteråret 2018 i World Congress of Veterinary Anaesthesiologi i Venedig, Italien. Hovedtemaet her var ketamin, og hun anbefaler kongressen til andre med interesse for anæstesi.

Af Tina Woller, veterinærsygeplejerske, Roskilde Dyreklinik

WCVA 2018

Den 25.-29. september 2018 blev der for 13. gang afholdt WCVA (World Congress of Veterinary Anaesthesiologi) verdenskongres for dyrlæger og veterinærsygeplejersker med interesse for anæstesi. Vi var et lille hold danske og nordiske kollegaer, som deltog for at blive klogere på anæstesi, sammen med andre fra hele verden. Denne gang var det flotte Venedig, der var værtsby.

Det blev en uge med et tætpakket program fyldt med den nyeste viden inden for anæstesi, et udstillerområde med nye produkter og inspiration samt abstracts med videnskabelige artikler fra mange forskellige lande. Et socialt program blev der også tid til, hvor der var mulighed for at udforske Venedig samt at netværke med fagfolk fra hele verden.

Spændende foredrag med gennemgående tema

Det gennemgående tema over de fem dage var ketamin. Fordi ketamin har så mange anvendelsesmuligheder, kan man nemt få en hel uge til at gå med at snakket om stoffet. Der var desuden fokus på ventilation, hæmodynamisk monitorering, ultralyd, stabilisering af kolik hos heste, det kritiske føl, etik omkring afslutning på livet og palliativ pleje i både den humane og veterinære verden.

Den sidste dag var der en workshop omhandlende lokalanalgesi. Foredragsholderne var både dyrlæger samt humane læger, hvilket gav en god dynamik og diskussion. Der var to foredragsspor og til tider var det svært at vælge spor, da det hele virkede rigtig spændende og relevant for mig.

Tidligere et udskældt rusmiddel

Tidligere var ketamin et udskældt middel, måske fordi ketamin bruges som rusmiddel i nattelivet. Dog skal man være opmærksom på, at som rusmiddel er det høje doser i ukontrollerede omgivelser, der er tale om. Desuden er ketamin et dyrt rusmiddel og bliver ikke brugt så ofte som andre rusmidler og har yderst sjældent en dødelig udgang hos mennesker.

Ketamin kan blandt andet give blæreskader, hvis det bruges i meget høje doser gennem længere tid (set humant) eller psykoser. Flere dyreklinikker har også haft indbrud, hvor der er blevet stjålet ketamin. Dette var også en årsag til, at flere dyrlæger gik væk fra ketamin og valgte andre og nyere produkter. Mange syntes tilmed, at de hallucinationer nogle dyr fik. var ubehagelige.

Men nu er brugen af ketamin igen stigende. Årsagen skal findes blandt de mange anvendelsesmuligheder ketamin har. Ketamin er et yderst hæmmodynamisk stabilt medikament med gode analgetiske egenskaber og derfor specielt godt til hypovolæmiske patienter og traumepatienter. Vi ved meget om produktet klinisk, da ketamin har været avendt i mange år.

Sådan virker ketamin

Ketamin har en stor sikkerhedsmargin og meget effektivt stort set uanset, hvordan det administreres.

Ketamin blev anvendt første gang veterinært i 1963 – det blev brugt humant første gang i 1962 under vietnamkrigen. Det var i øvrigt blandt andet ketamin, lægerne brugte på de unge drenge, som blev reddet ud fra en grotte i Thailand i 2018, for at mindske ubehag og panik under aktionen. Ketamin anvendes veterinært næsten overalt i verden og især på vilde dyr.

Ketamin er en NMDA receptor antagonist. Virkningen er kompleks og inducerer somatisk sensorisk blokade ved aktivt at afbryde associationsbanerne i hjerne/rygmarv. Ketamin fremkalder dissociativ anæstesi karakteriseret ved øget muskeltonus på grund af sympatikusstimulation, og at øjnene ofte er åbne, egen vejrtrækning og svælgreflekser bevaret, og at SVR og CO stiger og giver en inotrop effekt.

Ketamin bruges som co-induktion før anæstesiindledning med for eksempel propofol/alfaxsan og dermed mindske brugen af de halogenerende stoffer samt barbituraterne, som har en vasodilaterende effekt, og derved påvirker blodtrykket negativt. Stoffet kan også bruges som CRI intraoperativt og postoperativt for at mindske operationssmerter samt som anæstesimiddel i kombination med for eksempel en alfa-2 agonist eller et benzodiazepin.

Ketamin er kontraindiceret ved dyr, der er hjertesyge, drægtige dyr, dyr med svær lever- og nyreinsufficiens, øget ICP og øget intraoculært tryk.

Hallucinationer kan mindskes

En af de kendte forbigående bivirkninger er hallucinationer, der kan mindskes ved brug af et benzodiazepin og ved at bruge lavest mulige dosis. Da ketamin som injektion cirka varer i 45 minutter, kan man med fordel – når man eksempelvis vil bruge ketamin sammen med en alfa-2 agonist til katte, der skal neutraliseres – vente cirka 30-45 minutter med at vække dyret og derved mindske hallucinationer samt muskelstivhed.

Ligesom så mange andre medikamenter er der mulige bivirkninger ved brug af ketamin som for eksempel kvalme, opkastning, øget spytsekretion, hypertension, øget hjertefrekvens og respirationsdepression. Der kan også ses abnorme drømme, adfærdsforstyrrelse, agitation, hallucinationer, konfusion, kramper, dobbeltsyn og nystagmus. Der kan desuden opstå apnø, hvis høj/hurtig dosis indgives.

Med hensyn til doseringer til forskellige anvendelser kan man med fordel se i BSAVA’s bog `Manual of Canine and Feline Anaesthesia and Analgesia`. Ketamin bruges også ofte til exotics, der er flere gode bøger på markedet for eksempel BSAVA`s Small Animal Formulary .

En varm anbefaling

World Congress of Veterinary Anaesthesiologi – verdenskongres for dyrlæger og veterinærsygeplejersker med interesse for anæstesi afholdes næste gang i 2021 i Sydney i Australien. Der er desuden mulighed for, at blive medlem af WCVA, hvor man blandt andet har adgang til videnskabelige artikler, medlemsblad og årlige møder/kurser rundt i Europa.

Selve kongressen kostede 2000 kroner for en veterinærsygeplejerske, dertil kom hotel, fly og eventuelt tilmeldinger til det sociale arrangement. Alt i alt har jeg givet cirka 6500 kroner for de fem dage.

Jeg kan varmt anbefale denne anæstesikongres specielt for fagveterinærsygeplejersker, som ønsker at tilegne sig nyeste viden omkring anæstesi og monitorering. På Roskilde Dyreklinik har vi lavet nye anæstesi- og smerteprotokoller til hund og kat, hvor ketamin indgår, efter jeg kom hjem fra kongressen.

Desuden kan jeg, via mit job som konsulent hos Eickemeyer, tilbyde at rådgive andre klinikker om ketamin og stoffets mange anvendelsesmuligheder.

 

Tina Woller

Tina Woller

  • Udannet veterinærsygeplejerske i 2003 og har siden arbejdet intensivt med anæstesi og kirurgi.
  • Som en del af et pilotprojekt på KU Life fulgte hun den humane anæstesiuddannelse i 2009, og blev fag veterinærsygeplejerske i anæstesi i 2013.
  • Arbejder til dagligt på Roskilde Dyreklinik ved Jens Sejer, som blandt andet er en henvisningspraksis for ortopædipatienter.
  • Ekstern anæstesikonsulent tilknyttet Eickemeyer, hvor hun blandt andet afholder in-house kurser for dyreklinikker og dyrehospitaler omhandlende anæstesi og monitorering.

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Dyrlægen