Når næsehornee slås, kommer dyrlægen på hårdt arbejde

Når næsehornene slås, kommer dyrlægen på hårdt arbejde

To hvide næsehorn havde en varm efterårsdag en kort uoverensstemmelse på savannen i GIVSKUD ZOO. Det blev startskuddet til et langt forløb for parkens dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen, som måtte behandle krævende sårinfektioner hos de to dyr.

GIVSKUD ZOO er en stor safaripark på 120 hektar, som ligger nær Vejle. Parken huser omkring 700 dyr fordelt på ca. 50 arter, som lever deres liv på åbne vidder. Blandt dyrene er seks hvide næsehorn, som bor på en af de store savanner i parken. En varm efterårsdag havde to af disse næsehorn et kort sammenstød, som skulle vise sig at få stor betydning for de efterfølgende måneder – og som i den grad satte parkens faste dyrlæge, Ditte-Mari Sandgreen, på arbejde:

»En tidlig mandag morgen blev jeg kaldt ud i næsehornsstalden, hvor den faste dyrepasser informerede mig om, at to af dyrene tilsyneladende havde haft en diskussion på savannen. Det var vores tyr, Otzee og vores ene hun, Samia. Ingen havde set eller hørt noget på dagen, mens de var ude på savannen, men en ansat havde bemærket hudafskrabninger hos hunnen lørdag aften,« fortæller Ditte-Mari Sandgreen.

Det er dog ikke unormalt, at næsehornene får enkelte små sår i hovedet, når de puffer til hinanden og markerer deres grænser.

»Umiddelbart var jeg ikke voldsomt alarmeret til at starte med. Jeg kunne se, at hunnen havde fået lidt hudafskrabninger i den ene side af ansigtet, særligt ved det ene øjenlåg. Men alt så tørt og pænt ud. Hun åd fint og var tilfreds med eksistensen, som hun plejer,« fortæller Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:

»Det var lidt værre med hannen, som havde fået et ordentligt slag på det forreste store horn. Faktisk var vi her mest bekymrede for, om hornet ville falde af. Det er tidligere sket i parkens historie, da et næsehorn ved navn Eva var lidt for vild med en træstamme – og det kostede hende hornet. Horn på næsehorn er kun fæstnet i huden, så de kan falde af, og der vokser så langsomt et nyt ud. Det skete også for Eva dengang uden den store dramatik.«

Mental udfordring for dyrlægen

Dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen satte begge dyr under øget opsyn, og alle håbede, at skrammerne ville forsvinde af sig selv. Men det skulle hurtigt vise sig, at tingene ikke ville gå så glat som håbet. Efter blot få dage kunne Ditte-Mari Sandgreen tydeligt se, at der ikke bare var tale om småskrammer.

»Hannens horn faldt umiddelbart til ro, og vi afblæste den alarm i forhold til, at hornet skulle falde af. Men til gengæld hævede et stort område i huden ved siden af hornet op med massiv nekrose og infektion. Hunnen fik over natten multiple mikroabscesser over hele kroppen og en stor absces brød ud langs venstre kæbegren,« fortæller dyrlægen.

Det blev en periode, der var alt andet end sjov for dyrlægen, fordi det var så tydeligt, at dyrene var stødt sammen med så stor kraft, at det havde medført store skjulte hudnekroser og infektion til følge.

»Jeg følte, at jeg løb efter et IC3 lyntog, der kørte i fuld fart – samtidig med jeg skulle håndtere mine kollegers bekymring for dyrene, at gæsterne kunne se skaderne på dyrene, og at vi havde mange arrangementer i stalden i løbet af efterårssæsonen. Det var vigtigt, at stalden blev ved med at være tilgængelig for vores gæster, da læring om truede dyr er et af de vigtigste formål for GIVSKUD ZOO. Og vi valgte også at være meget åbne om sammenstødet og skaderne. Men det var en presset periode; enten sov jeg rigtig tungt, eller også sov jeg slet ikke,« siger hun med et lille smil.

Behandlingsmuligheder skulle klarlægges

En af de store udfordringer for dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen var at få lagt en effektiv behandlingsstrategi, som både behandlede infektionerne, og samtidig også tog hensyn til alle de logistiske og praktiske begrænsninger omkring næsehornene.

»Det er sjældent simpelt at behandle dyr i zoologisk have. Typisk starter jeg ud med en grundig dialog med dyrepasserne om, hvad der er helt nødvendigt for dyret, hvad ville være godt at kunne, og i sidste ende, hvad kan vi egentlig gøre hos det her dyr. Her var det nødvendigt at få behandling på infektionen med det samme, og begge dyr accepterede heldigvis oral antibiotika og et NSAID præparat i foderet. De havde en god tolerance i forhold til deres fordøjelse og åd relativt stabilt i forløbet,« fortæller dyrlægen.

Derefter blev Ditte-Mari Sandgreen nødt til at afveje fordele og ulemper ved de behandlingstiltag, hun overvejede at sætte i gang:

»Det viste sig hurtigt, at langt de fleste behandlingsforslag blev komplicerede af rent praktiske forhold som staldens indretning, dyrenes temperament, risiko ved gentagne sedationer og så videre. Så jeg besluttede mig for en meget konservativ tilgang, da jeg kunne se, at antibiotikaen begyndte at have effekt. Jeg stod med store huddefekter hos begge dyr, og der er ikke mulighed for lige at stramme huden til og lukke en huddefekt hos et næsehorn, som man ofte kan hos en hund eller kat. Derfor var heling per sekundam det eneste valg, og det kræver is i maven og god kommunikation, når man skal have en defekt på over 20 cm til at hele fra bunden.«

Det lange, seje træk

Over de næste uger observerede dyrlægen en god effekt på infektionen. Hun fulgte op på antibiotikabehandlingen med gentagne resistensdyrkninger, og næsehornene virkede begge mere tilpasse.
Desværre var der ikke den store bedring af spore ved de store huddefekter.

»Hunnen Samia havde en knytnævestor kavitet i underkæben, som lukkede meget langsomt, og hannen havde, udover sin defekt ved hornet, også sprunget en absces ved underkæben, hvor infektionen havde vandret under den fem centimeter tykke hud. Hans primære formål i den periode var at klø i såret ved hornet fra morgen til aften, uanset om han var i stalden eller på savannen, og jeg kunne simpelthen ikke stoppe ham. Så igen var frustrationen stor, både hos mig og dyrepasserne, fordi han fik ødelagt enhver sårheling fra dag til dag,« fortæller dyrlægen.

I sidste ende valgte Ditte-Mari Sandgreen at gribe til laserbehandling, som hun har god erfaring med fra tidligere arbejde i almen praksis. Og hvis dyrene ville acceptere laseren og stå stille undervejs i behandlingen, ville det være en mulighed, som måske kunne gennemføres.

»Laseren er non-invasiv, smertefri og vi kan behandle dyrene gennem staldens tremmer, så vi bevarer sikkerheden for personalet. Per Riber fra Eickemeyer var så venlig at assistere med både laser og behandlingsprogram, og vi startede endnu et dagligt behandlingselement op.«

Daglige laserbehandlinger satte tydelige spor

Til at begynde med fik dyrene laserbehandling hver morgen – syv dage om ugen med et behandlingsprogram, som varede otte et halvt minut.

»Hunnen Samia er lidt mere tillidsfuld end hannen, så hun tolererede behandlingen fra første dag. Otzee var mere skeptisk, men vi fandt frem til, at en rolig morgenstund mellem kun næsehorn og dyrepasser, kombineret med godbidder og kløen bag øret, var opskriften til succes for ham.«

Efter et par uger begyndte dyrlægen og dyrepasserne at kunne se en effekt ved behandlingen. Ditte-Mari Sandgreen valgte at skære laserbehandlingen ned til fem gange om ugen, og så kunne dyr og dyrepassere tage en pause i weekenderne.

»Efter fire ugers behandling gik hunnens absces fra at være knytnævestor til at være lukket, og vi afsluttede hendes behandling i starten af december. Hannens defekt lukkede sig også lige så langsomt med laserbehandlingen, hvor vi kunne se sårheling både fra bunden og kanten af defekten. Og her var det helt tydeligt, at laseren havde en kløestillende effekt, hvilket var en enorm lettelse. En næsehornstyr vejer på den gode side af to ton, så hvis han ville klø et sår, kløede han det sår, til han var færdig. Nu fik såret mulighed for at hele, så vi kunne komme videre i forløbet.«

Forhåbentlig en ”once in a lifetime case”

I begyndelsen af 2019 – efter flere måneders behandling – var såret ved hannens horn endelig helet op, og dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen kunne afslutte laserbehandlingen af det sidste næsehorn.

»Den her case var meget krævende, både fordi dyrene pludselig blev meget syge, og jeg var lynhurtigt bagefter med både behandling og diagnostik. Udviklingen i infektionen var simpelthen eksplosiv, hvilket er en ulempe hos de tykhudede dyr som næsehorn og elefanter. Deres tykke hud gør, at det er svært at opdage skader ved palpation, infektionen kan vandre uset under huden, og først når der er en rumperet absces, kan man se, hvor skaden er,« reflekterer hun i dag over forløbet.

For dyrlægen var det også en meget lang proces på det mere mentale plan.

»Jeg skulle virkelig have is i maven, tro på min behandlingsplan og bruge mine kommunikative evner til at forklare chef og kolleger, hvorfor jeg ikke lige kunne bedøve næsehornet og fikse ham over nat. Der var brug for det lange seje træk. Jeg blev ved med at sige `han er pæn igen til jul´, og jeg nåede det næsten,« smiler hun og tilføjer, at det forhåbentlig bliver en ”once in a liftime case” for hende.

Hele sagen viser, hvor individuelle problemstillinger man som dyrlæge i zoologisk kan møde.

»Vi dyrlæger i zoologiske haver har et fantastisk kollegialt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden efter behov. Jeg rakte ud til kolleger i branchen med over 20 års erfaring med næsehorn, som aldrig havde oplevet det samme, og de var på lige så bar bund som jeg med mine tre års erfaring som zoo-dyrlæge. Undervejs i forløbet var jeg på en konference i Prag, hvor Carsten Grøndahl fra ZOO i København fik samlet en flok dyrlæger med erfaring i næsehorn fra hele Europa, som kunne give mig sparring og ideer til behandlingsforslag. Heller ingen af dem havde stået med samme situation, så nogle gange skal man som dyrlæge i zoologisk have nærmest opfinde den dybe tallerken igen. Heldigvis lykkedes det at stykke tallerkenen sammen i dette tilfælde – og få vores næsehorns skrammer til at hele pænt op igen.«

Annonce

300x600 px NCC Dyrlaegen.nu

Annonce

Annonce

Dyrlægen