Rejse med hund og forebyggelse mod parasitter

Rejse med hund

Hvad skal du tænke på som dyrlæge? Hundeejere har ofte mange spørgsmål til deres dyrlæge, når hunden skal med på rejse gennem Europa. Korrekt vaccination og et opdateret hundepas er vigtigt.

Beskyttelse af rejsende hunde mod parasitter og sygdomme er, set fra ejerens synspunkt, vigtig for den enkelte hund, men beskyttelsen er også vigtig, for at minimere risikoen for, at hunden, når den kommer hjem igen, ufrivilligt indfører parasitter til Danmark fra sydlige himmelstrøg. For at minimere risikoen for overførsel af vektorbårne sygdomme og hjembringelse af parasitter bør hunden derfor i størst muligt omfang være beskyttet mod insekt- og flåtbid.

Eksempler på vektorer og parasitoverførsel er myg, som kan smitte med leishmania og tropisk hjerteorm, flåter der kan smitte med babesia og anaplasma, og lopper der kan overføre smitte med bændelorm. Udover at udgøre en sundhedsrisiko for hundene, er mange af disse parasitter også zoonotiske. Nogle infektioner overføres hurtigt fra insekt til hund, andre kræver blodsugning af længere varighed. Nyere forskning har vist, at overførselstiden kan være kortere end tidligere antaget [1], [2], [3].

Nedenfor er gennemgået en række parasitinfektioner af relevans for hunde på rejse, samt faktorer, der påvirker valg af behandling og forebyggelse.

 

Beskyttelse mod parasitter


Fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum)

I de nordiske lande har vi været relativt forskånede for alvorlige parasitære sygdomme hos hunde. En vigtig undtagelse er strongyliden Angiostrongylus vasorum, også kaldet fransk hjerteorm. Parasitten har spredt sig fra Nordsjælland over hele landet, og forekomsten er generelt stigende blandt hunde i Danmark[4]. Symptomerne kommer oftest “snigende” og er meget uspecifikke, eksempelvis hoste og motionsintolerance. Uden behandling er infektionen potentielt dødelig. Hunde med fremskredne stadier af sygdommen kan risikere at forbløde som følge af en hæmmet hemostase.

Fransk hjerteorm forekommer i højendemisk velafgrænsede områder i Europa. Spredningen foregår med snegle som mellemværter. Alle som rejser i Europa med deres hunde, bør sørge for at beskytte hunden mod Angiostrongylus vasorum.  Det vil også forebygge at danske hunde på rejse spreder smitten til andre europæiske lande.

 

Babesiose (Babesia spp.)

De protozoer, som forårsager babesiose hos hund, tilhører flere slægter og arter. De overføres med flåter af forskellige arter. Engflåten (Dermacentor reticulatus) observeres sporadisk i de nordiske lande, men er almindeligt forekommende i Vest- og Central Europa.  D. reticulatus er vektor for blandt andet Babesia canis, som nyligt er blevet påvist i Danmark. Kennelflåten (Rhipicephalus sanguineus) er vektor for Babesia vogeli. Kennelflåten trives godt i det tørre middelhavsmiljø og er i flere tilfælde blevet bragt med hjem fra ferien og derefter infesteret hele bygninger.

Babesiose forårsager anæmi, som følge af at parasitterne invaderer og ødelægger de røde blodlegemer. Symptomerne indbefatter blandt andet blege slimhinder, gulsot og hæmoglobinuri, og forløbet kan variere fra let til en perakut, kompliceret tilstand med multipelt organsvigt og død. Overførelsestiden for smitte kan være otte timer eller endog kortere tid efter flåten er begyndt at suge blod2. Forskere anbefaler at anvende repellerende produkter for at undgå blodsugning og minimere patogenoverførsel[5].

 

Leishmaniose (Leishmania infantum)

Mens Babesia angriber de røde blodlegemer, så invaderer Leishmania de hvide blodlegemer. Protozoerne overføres via stik fra sandmyggen Phlebotomus spp., hvor de fra stiksåret bevæger sig ind i de nærliggende leukocytter. Her prolifererer de, hvorefter leukocytterne sprænges og lader nye generationer af protozoer invadere nye leukocytter. I takt med at processen skrider frem, nedbrydes immunforsvaret. Som regel er det hudforandringer, der observeres først (eksempelvis alopeci og dermatit), hvorefter infektionen kan progrediere til en visceral form. Infektionen kan i længere tid være i en hviletilstand, hvorunder der ikke vil være udslag i serologiske tests. Derfor kan smittede hunde, som er importeret eller har været med ude at rejse, virke raske og være seronegative, men senere udvikle sygdom. Sygdom kan for eksempel udløses ved stress eller ved behandling med kortikosteroider. Leishmaniose er vanskelig at behandle, idet parasitten ikke kan elimineres fuldstændig, og eksisterende behandlinger kun kan reducere infektionen. Derfor er det meget vigtigt at forebygge smitte til hunden med repellerende midler, der afstøder myg, før de kan nå at stikke[6]. Katte kan også smittes med leishmania.

 

Tropisk hjerteorm (Dirofilaria immitis)

Tropisk hjerteorm spredes med myg som vektor, og disse er også obligate mellemværter. De myggearter, der spreder hjerteorm i Europa, er først og fremmest af slægterne Culex, Aedes og Anopheles. Under blodsugningen overfører myggene L3-larver til hundens hud, og larverne bevæger sig herefter ind i kroppen. De voksne orm lever i lungearterien, og hunnerne bliver cirka 30 cm lange.

Infektionen med tropisk hjerteorm forløber som regel symptomfrit i de første 6-7 måneder, hvilket er den periode, hvorunder larverne modnes til voksne. Skaden som parasitterne forøver, skyldes både en mekanisk hindring af hjerteklappernes lukning, slid på det vaskulære endotel samt udskilning af toksiner. Endosymbionten Wolbachia, progredierende stenose og dannelsen af immunokomplekser skaber over tid et kompliceret klinisk billede. Symptomer kan være vægttab, svaghed, dyspnoe og kronisk hoste, og ubehandlet kan infektionen have fatale konsekvenser.

Forholdene kompliceres af, at de voksne orm ikke kan behandles med klassiske parasitmidler, samt at drab af ormene kan udgøre en stor risiko for hunden. Forebyggende behandling anbefales derfor fremfor behandlinger, der slår ormene ihjel [7].

Forebyggelsen sker ved at behandle hunden, så myggene afstødes inden de når at stikke, og ved at forhindre udviklingen af L3-larver i hunden. Det første kan gøres med et repellerende ektoparasitmiddel med bevist effekt mod myg. L3-larverne dræbes med et systemisk makrocyklisk lakton.

Parasitten er zoonotisk. Den kan også give klinisk infektion hos katte.

 

Kutan dirofilariose (Dirofilaria repens)

Som for den tropiske hjerteorm er det myg, der overfører larverne af D. repens til hunde. Prædilektionsstedet for de voksne orm er det subkutane væv, hvor de medfører lokale hævelser i huden. Ofte findes der flere orm i samme ”bo”. Følgerne af infektion er mere kosmetiske end patologiske; men da infektionen nemt kan forhindres med samme midler, som for den tropiske hjerteorm, så er der ingen grund til ikke at forebygge.

D. repens forekommer så langt nordpå som i Baltikum. I Norden kan vi antage, at de tilfælde vi ser, er importerede. Parasitten er zoonotisk.

 

Forebyggelse og behandling


Makrocykliske laktoner som profylakse

Makrocykliske laktoner udvindes af jordbakterier (for eksempel Streptomyces spp.) og er en bredspektret stofgruppe med effekt mod nematoder. I denne stofgruppe finder man blandt andet moxidectin, milbemycin oxim, selamectin og ivermectin. I princippet har disse midler et ensartet spektrum, men deres farmakokinetiske profil kan variere, hvormed effektiviteten overfor forskellige parasitter kan variere. Vær opmærksom på, om den eller de parasitter du ønsker at behandle, kan genfindes i produktets indikationsafsnit.

 

Praziquantel

Praziquantel er det eneste middel, som er specifikt rettet mod alle typer af bændelorm inklusiv larvestadier hos alle dyrearter, herunder også mennesker. Praziquantel påvirker bændelormenes integument, som bliver porøst og gennemtrængeligt, hvorved stofskiftet ødelægges. På grund af praziquantels hurtige omsætning i kroppen har substansen ingen forebyggende effekt, men kan anses for at være en her-og-nu behandling.

Ektoparasitære substanser

Formålet med ektoparasitære behandlinger er at forebygge insekt-og flåtbid og minimere risikoen for overførsel af vektorbårne patogener. Midlerne er enten rettet mod spindlere (for eksempel flåter og mider) eller insekter (lopper og myg) eller er virksomme mod begge grupper.

I dag findes der et stort udvalg af ektoparasitære midler og forskellige applikationsmetoder som giver udslag i hvordan produkterne virker.

 

Repellerende, topiske substanser

Topiske midler applikeres enten ved spot-on eller som halsbånd, og fordeler sig på hudens overflade og i pelsen via talgproduktionen. Nogle midler virker ved direkte kontakt med parasitterne, andre har repellerende effekt eller begge dele. Effektens varighed afhænger af produktet, men vil typisk ligge mellem fire uger og otte måneder.

 

Systemiske substanser

Systemiske midler kan gives som tablet eller injektion. Disse midler kræver et påbegyndt blodmåltid for at have den ønskede effekt på parasitten. Dette medfører generelt en risiko for overførsel af vektorbårne patogener. Varigheden af effekt varierer mellem 1-12 uger.

 

Referencer:

  1. Schorderet-Weber et al, ”Blocking transmission of vector-borne diseases”, International Journal for Parasitology: Drugs and Drug Resistance 7 (2017) 90e109
  2. Varloud et al, “Early Babesia canis transmission in dogs within 24 h and 8 h of infestation with infected pre-activated male Dermacentor reticulatus ticks”, Parasites & Vectors (2018) 11:41
  3. Nicholson et al, ”The increasing recognition of rickettsial pathogens in dogs and people”, Volume 26, Issue 4, April 2010, pp. 205-212
  4. https://www.minhundogkat.dk/da/artikler/hjertelungeorm-kortet/
  5. Sollano-Gallego et al, ” A review of canine babesiosis: the European perspective”, Parasites & Vectors (2016) 9:336
  6. http://www.leishvet.org/wp-content/uploads/2018/07/EN-Guidelines.pdf
  7. https://www.heartwormsociety.org/images/pdf/2018-AHS-Canine-Guidelines.pdf

 

Annonce

300x600 px NCC Dyrlaegen.nu

Annonce

Annonce

Dyrlægen