Kattedage - kun adgang for katte hos Marienhoff Dyreklinik

Kun adgang for katte

Hos Marienhoff Dyreklinik på Djursland har man gennem de seneste to år eksperimenteret med særlige kattedage, hvor ingen andre dyr er velkomne. Resultatet er flere og roligere katte på klinikken.

 

En gang om måneden bliver der gjort ekstra grundigt rent på Marienhoff Dyreklinik for at fjerne sporene fra hunde. Der skal dufte kattevenligt, så dagens patienter får en så afslappet og ustresset oplevelse som overhovedet muligt.

»Det handler om at etablere et miljø, hvor det er så roligt for kattene som muligt,« fortæller Hanne Gjerløff, der er dyrlæge og indehaver af Marienhoff Dyreklinik.

Idéen med særlige kattedage opstod for et par år siden i forbindelse med kattens uge i uge 39:

»Vi blev opfordret til at give rabat og nogle gratis ydelser, som kunne lokke folk med katte til at komme ind i butikken. Det ville vi gerne, men vi syntes, at det var lidt synd for de kunder, der kommer på andre tider og betaler fuld pris, for eksempel fordi deres kat skal vaccineres i foråret,« forklarer Hanne Gjerløff.

Derfor opstod tanken om særlige kattedage, hvor der er fuldt fokus på katte og rabat på en række behandlinger:
»Så fik vi idéen om at tilbyde kattedage oftere end én gang om året. Det har været en succes. Vi har stort set fuldt hus hver gang, vi har kattedag. Det er noget, som katteejerne er glade for.«

 

’Kattetålmodighed’ og beroligende dufte

Et særligt element på kattedagene på Marienhoff Dyreklinik er såkaldt ’kattetålmodighed’.

»Kattetålmodighed betyder, at katten får lov til at komme ud af buret i sit eget tempo, og at den får lov til at gå rundt i konsultationsrummet, inden vi undersøger den, og mens vi taler med ejeren. Vi har også særlige kattegodbidder. Samlet set betyder det, at vi ikke er nødt til at holde så meget fast i kattene,« fortæller Hanne Gjerløff.

Udover det særlige fokus og den menneskelige ro omkring kattene, så bruger Marienhoff Dyreklinik også et særligt duftstof, der beroliger kattene, forklare Hanne Gjerløff:

»Feliway er et duftstof, der beroliger kattene og giver dem tryghed. Det er duften af ”mor”, som man har fremstillet syntetisk. Det bruger vi i transportkasserne, i de bure, som kattene skal være i, og inde på klinikken til konsultationerne. Det gør kattene roligere og er med til at sikre en stille og behagelig konsultation.«

 

Nye katteejere anbefales kattedage

Kattedagene bliver annonceret på Marienhoff Dyrekliniks hjemmeside og på Facebook. Men katteejere bliver også spurgt, om de kan komme på en kattedag, når de ringer for at aftale tid til helbredstjek eller behandling af deres kæledyr, forklarer Hanne Gjerløff:

»Vi er blevet gode til at spørge folk, når de ringer, om de kan komme på en kattedag. Det er der rigtig mange, der er glade for. Især nye kunder, der tit er usikre på, hvordan deres kat reagerer på at komme på en dyreklinik, hvor den risikerer at møde en hund.«

 

Effektiv løsning for mindre dyreklinikker

Mange større klinikker har løst udfordringen med at adskille katte og hunde ved at have separate venteværelser, men det er ikke muligt, når man er en mindre klinik med begrænsede fysiske rammer som Marienhoff Dyreklinik.

»Når der nu kun kommer katte, så har vi ikke det dilemma, at de går lige ind i hovedet på en hund, når de kommer ind ad døren. Så på den led er det også meget mere kattevenligt,« forklarer Hanne Gjerløff, der klart vil anbefale andre mindre klinikker at indføre særlige kattedage:

»For klinikker, som har begrænsede fysiske faciliteter, er det absolut en god idé. Det er også god sikkerhed for ejerne, at de ved, at der bliver taget hensyn til deres dyr. Folk er glade for det.«

Dage med særlig fokus på én specifik dyreart kan også være relevant for andre arter end katte, mener Hanne Gjerløff:

»Man kan sagtens forestille sig, at hvis man er en klinik, der behandler mange kaniner, så kan man med fordel også indføre kanindage, fordi kaniner også reagerer på andre dyr.«

Marienhoff Dyreklinik behandler ikke selv nok kaniner til, at det er relevant at indføre kanindage. Men idéen er hermed givet videre.

 

Hunde ingen adgang – heller ikke akut

Efter to år med månedlige kattedage, hvor der er fuld fokus på ro om kattene, er erfaringerne på Marienhoff Dyreklinik, at det giver rigtig mange fordele – og kun én ulempe; da klinikken indførte kattedage, frygtede man, at man ville blive nødt til at afvise mange hunde med akut behandlingsbehov. Men i realiteten har det vist sig at være ét mindre problem end forventet, fortæller Hanne Gjerløff:

»En sjælden gang imellem er vi nødt til at afvise en hund med et akut problem. Så må vi sige til ejeren, at hunden først kan komme efter klokken 16, når vores kattekonsultationer er overstået.«

 

God planlægning giver god forretning

Kattedagene blev indført for at skabe mere ro omkring kattenes besøg på dyreklinikken. Men det specifikke fokus på katte har også haft en positiv forretningsmæssig betydning, forklarer dyrlæge Hanne Gjerløff:

»Kattedagene giver en bedre arbejdsgang for os. Vi kan bedre planlægge og gennemføre behandlinger og operationer. Det gælder primært kasterationer, sterilisationer, tandrens og andre standardbehandlinger, som er meget nemmere, når vi kun har katte den dag. Vi har simpelthen en mere effektiv arbejdsdag.«

Selvom Marienhoff Dyreklinik giver 20 procent rabat på honoraret på standardbehandlinger og standardoperationer på kattedagene, er det stadig en god forretning.

Kattedagene har været så stor en succes, at Hanne Gjerløff overvejer, om der skal være endnu flere dage, hvor medarbejderne på Marienhoff Dyreklinik kun har fokus på katte.

»Lige nu har vi kattedag cirka én gang om måneden, og det vil vi gerne udvide til to gange om måneden. Hvis vi kan tilbyde det to gange om måneden, så er vi tæt på at kunne tilgodese alle de katte, som vi har i klinikken nu, som ikke har en akut lidelse,« siger Hanne Gjerløff.

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Dyrlægen

Annonce