forskning_overvægt_hanhund_kastration

Ny forskning giver yderligere grund til at holde igen med at kastrere hanhunde

Nye forskningsresultater påviser markant større problemer med fedme hos kastrerede hanhunde. Resultaterne bidrager til den igangværende diskussion om det fornuftige i at neutralisere hunde uden en særlig grund.

En gruppe forskere ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet har undersøgt forskellige hund- og ejerrelaterede risikofaktorer for fedme hos hunde i Danmark. Viden om disse risikofaktorer er en vigtig forudsætning for udarbejdelsen af fedmeforebyggende strategier.

Resultaterne, som for nylig er fremlagt i en artikel i et anerkendt internationalt tidsskrift, bygger på en tværsnitsundersøgelse af 268 danske hunde. Det mest markante fund er en stærk korrelation mellem kastration og svær overvægt eller fedme hos hanhunde. Forskerne fandt derimod ingen signifikant sammenhæng mellem sterilisation og svær overvægt eller fedme hos tæver.

Kastration versus sterilisation

Forskningsresultaterne sætter endnu engang skub i debatten om nødvendigheden af kastration og sterilisation. Mens der synes at være sundhedsmæssige argumenter, som kan tale for rutinemæssig sterilisation af tæver, er disse argumenter i forvejen fraværende, når det kommer til kastration af hanhunde.

»Det er et opsigtsvækkende resultat i forhold til debatten om kastration og sterilisation, at der forefindes markant øget forekomst af problemer med fedme hos kastrerede hanhunde,« påpeger professor ved Københavns Universitet og medforfatter til artiklen Peter Sandøe og fortsætter:

»I forvejen ved vi, at de sundhedsmæssige fordele ved kastration er ikke-eksisterende, og nu ved vi samtidig, at kastration medfører en øget risiko for fedme. Man bør derfor tænke sig godt om, inden man råder til at lade en hanhund kastrere. Hos tæverne kunne vi ikke finde nogen sammenhæng mellem fedme og sterilisation. Resultaterne understøtter den konklusion, om forskellene i de sundhedsmæssige effekter af henholdsvis kastration og sterilisation, som allerede kom frem til WSAVA kongressen i København.«

Forskningen er udført af Charlotte Reinhard Bjørnvad, S. Gloor, S.S. Johansen, Peter Sandøe og Thomas Bøker Lund og udgivet i tidsskriftet Preventive Veterinary Medicine.

Annonce

300x600 px NCC Dyrlaegen.nu

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Dyrlægen