08.01.2021: Dyrlægestuderende drømmer om OL-medalje | DYRLÆGEN.nu

Dyrlægestuderende drømmer om OL-medalje

Den 22-årige dyrlægestuderende Anne Larsen er eliteroer og drømmer om en OL-medalje i Tokyo i 2021. I hverdagen jonglerer hun 20-30 timers træning om ugen med studie og læsegrupper. 

 

I slutningen af oktober blev det til en guldmedalje ved danmarksmesterskaberne i roning for den 22-årige dyrlægestuderende Anne Larsen. Sammen med sin klubkammerat fra Roforeningen KVIK, den rutinerede Fie Udby Erichsen, blev det til en flot sejr i doublesculler til den første regatta på dansk vand siden coronanedlukningen i marts. Næste målsætning for Anne Larsen er klar.

»At komme til OL i Tokyo næste år og få en medalje,« lyder det helt umiddelbart.

 

Turbulent sæson

Efter et par ugers efterårsferie er forberedelserne frem mod de olympiske lege i Tokyo i fuld gang for eliteroerne på det danske landshold. Anne Larsen træner hver dag på Bagsværd Sø, hvor landsholdet har træningsbase, sammen med syv andre kvinder i OL-truppen i den såkaldt åbne klasse. Helt frem til maj næste år er der et intensivt udvælgelses- og kvalifikationsforløb, hvor nogle fra truppen bliver udtaget og andre siet fra. Det handler om at holde sig skarp.

»Det er svært at spå om mine odds. Det afhænger af forløbet, og hvem der fungerer bedst sammen i bådene. Det har været en turbulent sæson hidtil med corona, så det er svært at sige,« fortæller den unge dyrlægestuderende, der arbejder med flere mål og delmål for sin karriere som roer.

»Jeg går efter hele tiden at udvikle mig og blive bedre, så jeg er med på de gode hold. Det er en delmålsætning. Jeg har haft både op- og nedture hidtil som roer, så jeg prøver at stresse lidt ned, men jeg træner selvfølgelig for at vinde. Min karrieremålsætning er at få en olympisk medalje med både en og to årer, hvilket er svært at opnå,« siger Anne Larsen.

 

Tænker ikke på aflysning

Ligesom de fleste andre har også de danske eliteroere været stærkt påvirkede af corona og nedlukningen i marts. Anne Larsen var på træningslejr i Portugal med landsholdet, da statsminister Mette Frederiksen lukkede landet. Efter et par dage rejste de hjem, og i tiden efter var træningen markant anderledes.

»Faciliteterne lukkede ned, så jeg trænede hjemme i stuen med ergometer (en slags romaskine, red.). Og heldigvis kunne vi styrketræne sammen udendørs ved Bagsværd Sø i mindre grupper.«

Oprindeligt skulle OL i Tokyo have været afviklet i juni i år, men på grund af corona blev det flyttet til næste år. Mange stiller nu spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er realistisk, at det bliver afviklet i sommeren 2021. Men det fylder ikke så for den dyrlægestuderende eliteroer.

»Jeg tænker ikke over, om det bliver aflyst, og vi snakker ikke om det på landsholdet. Jeg håber bare, det bliver afholdt. Vi kan selvfølgelig ikke være 100 procent sikre på det, men udmeldingen er, at det bliver afholdt, og så må vi klø på, så vi ikke mister terræn til de andre lande.«

 

Dyrlægestudiet er perfekt

I efteråret 2017 rykkede Anne Larsen fra sin fødeby Odense til København for at komme tættere på rolandsholdets træningsfaciliteter ved Bagsværd Sø. På det tidspunkt læste hun statskundskab, men i efteråret 2019 blev hun optaget på den veterinære bacheloruddannelse.

»Jeg har altid gerne ville være dyrlæge, men jeg var i tvivl, om det mere bare var en ide og hobby, og da jeg var god til samfundsfag i gymnasiet, endte det med statskundskab. Men jeg brændte aldrig rigtig for det. Dyrlægestudiet er perfekt, og menneskene er lige mig. De er nemme at interagere med. Vi snakker om heste, hunde og katte og sender og viser hinanden billeder af dyr,« siger Anne Larsen, der allerede som barn var glad for dyr.

»Vi havde mange kæledyr derhjemme, og det var altid spændende at hjælpe til og komme med til dyrlægen, når hundene var syge. Et familiemedlem havde en gård med grise og køer, og det, syntes jeg, var fascinerende.«

Eliteroeren er nu i gang med tredje semester på dyrlægestudiet, og selvom det går godt, har det nye studiemiljø også budt på udfordringer.

»Jeg skulle ændre min studiemetode en del. På statskundskab var der mange tunge tekster, og man skulle redegøre for dem og analysere dem. På dyrlægestudiet er der færre hjælpemidler til eksaminerne, og det er mere baseret på fakta. Man kan ikke bare analysere sig ud af tingene som på statskundskab.«

 

Læser i hullerne

En anden udfordring i hverdagen er at kombinere studierne med 20-30 timers træning om ugen. Landsholdstræningen er typisk delt op i to afdelinger med et par timers rotræning på Bagsværd Sø om morgenen og så styrketræning eller cykling om eftermiddagen.

»Jeg er god til at læse i hullerne. Jeg læser en halv time om morgenen inden træning, og så igen om formiddagen. I alt er det nok fire timer om dagen. Jeg er rimeligt effektiv. Det er nok noget, jeg har med mig fra elitesport. Jeg har ikke så mange ledige timer i døgnet, så jeg får tingene gjort, når der er tid,« siger Anne Larsen.

For at lette hverdagen lidt bruger hun fire-fem år på at gennemføre bacheloren og modtager desuden hjælp fra både Team Danmarks studievejledning og Københavns Universitets studievejledning. Om foråret buldrer rosæsonen derudad, så der bliver der ikke læst særligt meget, og hun misser nogle fag. Det er heller ikke alle forelæsninger, hun dukker op til.

»Det er svært at nå alle forelæsningerne, men Team Danmark er gode til at hjælpe os med at lægge en studieplan. For tiden er meget af det online, og det passer fint, da jeg gerne vil undgå mange mennesker på grund af smitterisikoen. Vi har på landsholdet snakket om at begrænse antallet af mennesker, vi ser, men det er op til den enkelte atlet at bestemme det og passe på sig selv. Jeg har to studiegrupper, men derudover ser jeg kun de andre fra landsholdet,« siger Anne Larsen.

 

Drømmer om Forsvaret

Lige nu har roningen høj prioritet i Anne Larsens liv. Der er nogle OL-medaljer, der skal jagtes, men på et tidspunkt vender det, og der venter en karriere som dyrlæge.

»Jeg tror, det passer sådan, at den dag jeg er færdiguddannet, er jeg også færdig med at ro. Jeg vil gerne arbejde enten med kvæg eller med smådyr, ikke med heste. Det ligger ikke helt fast, hvad jeg vil lave, men drømmen er at blive dyrlæge i Forsvaret. Min far var aktiv i Hjemmeværnet, og min storebror har arbejdet i Forsvaret. Det tiltaler mig, for jeg trives med at indgå i en gruppedynamik og kombinere det med udendørs aktiviteter. Det er de ting, jeg gerne vil have i mit arbejde også. Jeg er dog overbevist om, at disse elementer også kan findes på andre arbejdspladser,« siger hun.

En noget mere jordnær drøm, når hun engang ligger årerne fra sig, er at få et kæledyr.

»Nu har jeg ikke tid, men nn er færdig med at ro, skal have have have en hund.«

Det med gruppedynamikken er noget, den dyrlægestuderende vender tilbage til flere gange. Sammenhold har høj prioritet, og som eliteatlet er en af hendes styrker at få grupper til at fungere.

»Jeg er god til at binde et hold og en studiegruppe sammen. Jeg er opmærksom på, at alle er med. Jeg er nemlig vant til fra roning, at hvis ikke et team fungerer, så vinder man ikke.«

 

Anne Larsen

  • 22 år
  • Studerer på 3. semester på bacheloruddannelsen i veterinærmedicin
  • På landsholdet i roning og med i OL-truppen frem mod OL i Tokyo 2021
  • Ror for Roforeningen KVIK, Danmarks ældste roklub. I slutningen af oktober 2020 vandt hun DM-guld i doublesculler med klubkammeraten Fie Udby Erichsen
  • Deler en lejlighed i Bagsværd med en anden eliteroer
  • Opvokset i Odense

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Annonce