Dyrlægen

30 års erfaring og altid klar med en ny ide

Lene Trier har været dyrlæge i 30 år. Hun har prøvet flere forskellige nicher, og er begejstret for at have en uddannelse med så mange muligheder. Det er sundt at kaste sig ud i nye opgaver, og jeg er langt fra færdig, siger hun.

Man har aldrig rigtig kunnet slå fast, om Lene Trier var kvægdyrlæge, konsulent, underviser eller arbejdede med smådyr. For hele sit arbejdsliv har hun blandet felterne sammen, og det er lige sådan, hun kan lide det. Hun har skiftet fra at trave rundt i gummistøvler i kostalden til at være i kittel i en smådyrsklinik. Og ind imellem har hun været konsulent, underviser, bestyrelsesmedlem og kvalitetsmedarbejder på et mejeri med kontakt til kolleger i syv lande.

»Jeg har altid syntes, at det er så fantastisk, at dyrlægeuddannelsen er så bred. Det giver mange muligheder, og bare fordi man har arbejdet i én niche, betyder det jo ikke, at man skal være der resten af sine dage. Jeg synes, det er spændende at prøve nye jobfunktioner af, og føler mig meget heldig« siger Lene Trier, der for nylig er blevet klinikejer på Skejby Dyreklinik.

Nyslået klinikejer

Lene Trier er 56 år og har været dyrlæge i 30 år. Oprindelig lå interessen hos kvæget, men efter flere forskellige jobfunktioner slog hun sig tidligere på året ned som klinikejer, da hun overtog Skejby Dyreklinik.

»Det var lidt en impulsbeslutning, men som alle andre beslutninger i mit arbejdsliv er jeg rigtig glad for den. Min svigerinde, dyrlæge Inge Trier, som har haft klinikken i 24 år, fik mulighed for at flytte til udlandet med sin mand, og jeg har altid været glad for at arbejde i klinik, og der var allerede nogle fantastiske medarbejdere, så hvorfor ikke overtage hendes?« spørger Lene Trier.

Hun har arbejdet i klinik tidligere, og hun er glad for at være tilbage hos hunde, katte, kaniner og marsvin, blandt andet fordi, feltet har udviklet sig, siden hun sidst var i smådyrspraksis.

»Folk holder kæledyr på en anden måde i dag. Dyrene har fået højere status i familien, og det betyder, at man som dyrlæge får lov til mere. Mange dyr er i dag forsikrede, og det er også et tegn på deres betydning. Det gør, at vi oftere kommer til bunds i udredninger, analyser og diagnoser. Desuden får flere smådyr lavet store operationer, og det er jo alt sammen med til at give os ny rutine og udvikle os som dyrlæger,« mener Lene Trier.

Opbyggede stort hospital

Udvikling af smådyrspraksis er ikke fremmed for Lene Trier. I begyndelsen af 00’erne blev hun medejer af Vildbjerg Dyreklinik, som på få år blev udvidet til et større hospital med otte dyrlæger og flere veterinærsygeplejersker. Nabopraksis blev overtaget, og der blev bygget nyt hospital og helt nye faciliteter til den blandede praksis.

»Selvfølgelig var det et sats, men vi troede på det. Vi vurderede, at der var et behov, og vi fik ret,« siger dyrlægen.

I denne periode uddannede Lene Trier sig til kvægfagdyrlæge og tog en diplomuddannelse i ledelse.

Læs hele artiklen her 

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce