VETgruppen fortsætter med at vokse | Fagmagasinet DYRLÆGEN

VetGruppen fortsætter med at vokse

Amicis Dyreklinik på Frederiksberg bliver den 11. klinik i sammenslutningen af danske dyreklinikker.

Med tilgangen af fem nye klinikker på få uger fortsætter VetGruppen med at vokse og er nu landsdækkende.

Amicis Dyreklinik i Hostrup Have på Frederiksberg er den 11. og nyeste klinik i sammenslutningen af dyreklinikker. Derudover er Aabenraa Dyrehospital, Tønder Dyrehospital, Dyrlægegården Hundested og Gørlev Dyreklinik på Vestsjælland kommet til siden april.

»Vi er nu landsdækkende, og når vi siger nærhed i vores værdisæt, skal vi også ligge nært. Vi tolker nærhed både som omsorg, men også at vi er repræsenteret overalt i Danmark,« siger dyrlæge Rasmus Lennart Hansen, stifter og medejer af VetGruppen A/S.

Rasmus Lennart Hansen forventer, at VetGruppen vil vokse yderligere i løbet af de kommende år.

»Antallet af klinikker er ikke afgørende i sig selv, men det handler om at få skabt en volumen, så vi kan kombinere nærhed, tryghed og høj faglighed. Vi skal matche udviklingen i branchen og de krav til faglighed og kompetencer, som dyrejerne stiller i dag,« siger Rasmus Lennart Hansen.

 

Generationsskifte på Frederiksberg

Efter mere end 40 år som dyrlæge på Frederiksberg har Liselotte Aarsø pr. 1. juni overdraget Amicis Dyreklinik til VetGruppen, der fra første dag har udvidet medarbejderstaben med tre dyrlæger og en veterinærsygeplejerske.

Nye, daglige ledere på Amicis Dyreklinik bliver dyrlægerne Daniel Futtrup og Mads Grøn-Christensen, der kommer fra henholdsvis Valby Dyreklinik og Dyrlægehuset Holte.  Desuden er medarbejderstaben udvidet med dyrlæge Tina Seidelin og veterinærsygeplejerske Caroline Pagh-Roelsgaard.

»Vi glæder os til at videreføre Amicis Dyreklinik og udvikle den høje faglighed, som Liselotte Aarsø har drevet klinikken med gennem en årrække. Samtidig vil vi styrke og udvikle det faglig miljø yderligere,« siger Rasmus Lennart Hansen.

Amicis Dyreklinik er en bredtfavnende smådyrsklinik, der tilbyder både kirurgisk og medicinsk behandling, tandbehandling, røntgen- og hjerteundersøgelser samt diverse laboratorieundersøgelser. Især tandbehandlingen er et område, som Daniel Futtrup og Mads Grøn-Christensen vil fokusere på at styrke. De har selv beskæftiget sig en del med behandling af dårlige tænder hos hunde, katte og gnavere i deres tidligere jobs.

Desuden forventer Mads Grøn Christensen en stigning i operationer af forsnævring af luftvejene hos de kortsnuede hunderacer.

»Netop denne gruppe hunde er meget udbredt på Frederiksberg og i København,« siger Mads Grøn-Christensen.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce