Ny forskning viser, at overvægtige ejere har overvægtige hunde

Overvægtige ejere har overvægtige hunde

Et studie fra Københavns Universitet viser, at forekomsten af overvægtige hunde er markant højere hos overvægtige, end hos slanke ejere. En del af forklaringen er, at godbidder ikke alene bliver brugt som træningsværktøj.

Det gamle udtryk, der fortæller, at hunde ligner deres ejere, rammer ikke helt ved siden af. For første gang har danske forskere systematisk undersøgt, hvorfor mange af vores firbenede venner har for meget sul på sidebenene. Et af resultaterne viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem hundens og ejerens vægt.

Undersøgelsen, foretaget af forskere fra Københavns Universitet, viser, at forekomsten af overvægtige eller fede hunde er over dobbelt så stor hos ejere, der selv er overvægtige eller fede, sammenlignet med slanke eller normalvægtige ejere.

 

Godbidder er en stor del af forklaringen

En del af forklaringen ligger tilsyneladende i de forskellige måder, ejerne bruger godbidder på. Forskernes resultater viser et sammenfald mellem overvægtige hundeejere og godbidder givet som ”hygge-snack”.

»Slanke ejere bruger ofte godbidder som træningsværktøj, hvor overvægtige ejere hellere vil bruge dem i forbindelse med hygge,« siger Charlotte R. Bjørnvad fra Institut for Klinisk Veterinærmedicin på Københavns Universitet. Charlotte R. Bjørnvad er dyrlæge, professor og hovedforfatter til forskningsartiklen, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift ’Preventive Veterinary Medicine’.

Forskerne har haft 268 voksne hunde under luppen. Godt 20 procent af hundene var enten overvægtige eller fede.

»Ofte tænker folk ikke, at det er et problem, at deres hund er overvægtig, og det er måske medvirkende til, at hundene netop bliver overvægtige. Men overvægt og fedme har stor effekt på hundes sundhed. Det betyder ofte et kortere liv og et tungere sygdomsforløb i slutningen af hundens liv,« siger professor i bioetik og medforfatter, Peter Sandøe fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Tidligere studier viser, at overvægtige hunde gennemsnitligt lever 1,3 år kortere, end hunde på en restriktiv diæt.

 

Kastration tredobler risikoen for overvægt

Forskerne har også undersøgt, hvilken betydning kastration og sterilisation har for hundenes vægt. Studiet viser, at hanhunde har tre gange så høj risiko for at blive overvægtige eller fede, når de er kastreret. Derimod gør sterilisation, i følge studiet, ingen forskel for hunhundenes vægt, som man ellers har troet. Hunhunde har generelt en øget risiko for at blive overvægtige, sammenlignet med hanhunde, som har deres ædlere dele i behold.

»Når hanhunde kastreres, får de en lige så stor risiko for overvægt, som hunhundene. Så får man altså en hund, som mister sin appetitregulering og er i meget stor risiko for at blive overvægtig. Derfor bør man, efter en kastration, virkelig være opmærksom på at fodre meget mere begrænset.«

Forskerne håber, at den nye viden kan gøre både dyrlæger og hundeejere mere opmærksomme på eventuel overvægt hos hunde og bidrage til fedmeforebyggende strategier.
Det er det første større studie vedrørende fedme blandt hunde i Danmark.

Læs mere på websitet for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Dyrlægen