VetFamily træder ind i Kina

VetFamily træder ind i Kina

VetFamily åbner kontor i Beijing og er hermed den første europæiske kæde, der træder ind på det kinesiske marked. Formålet er hjælp de kinesiske dyreklinikker med at nå internationale medicin- og servicestandarder.

Den kinesiske veterinærbranche har oplevet stor vækst i de seneste år. Alligevel findes der blot i omegn af 12.000 dyreklinikker i Kina, der tilsammen behandler landets mere end 42 millioner hunde og katte. Væksten forventes derfor at fortsætte de kommende år, således det kinesiske marked inden for en årrække er på størrelse med det amerikanske.

Det er her VetFamily kommer ind i billedet.

»Vi ser mange muligheder i Kina. Det er et kæmpe marked, der er i voldsom vækst. Kina har tidligere været et land, hvor kæledyrene ikke havde nogen status, men det har ændret sig nu, og landet har set lyset i kæledyr,« fortæller administrerende direktør hos VetFamily Danmark Annette Bernth.

VetFamily ønsker at forbedre de kinesiske klinikkers medicin- og servicestandarder, så de matcher international best practice. Derfor har kæden, med rødder i Danmark, for nyligt offentliggjort, at de åbner kontor i Beijing og hermed er klar til at træde ind i den kinesiske veterinærbranche til stor glæde for Annette Bernth.

Målet er at levere et komplet udvalg af softwaretjenester inden for forsyningskædeoptimering, klinikstyring, indkøb, administration, loyalitetsprogrammer, digital markedsføring, personaleuddannelse og community ydelser til veterinærklinikker og leverandører i Kina.

 

Det hele startede i Danmark

VetFamily blev dannet tilbage i 2001 med udgangspunkt i den digitale dyrlægeportal Netdyredoktoren.dk. Konceptet har udviklet sig sidenhen, og i dag består kæden af mere end 150 dyreklinikker i Danmark, Sverige (223), Norge (243), Holland (219), Tyskland (1009), Frankrig (490), Spanien og nu Kina.

Selvom kæden satser stort på deres kinesiske eventyr, understreger Annette Bernth, at det danske marked fortsat er topprioritet.

»Jeg forventer ikke, at det kommer til at påvirke de danske medlemsklinikker – i hvert fald ikke negativt. Tværtimod. Jeg tror kun, at det kan medføre noget positivt, at vi bliver større og derfor har mulighed for at videreudvikle og fortsætte vores investeringer i tilbud til de danske klinikker. Derudover ville det undre mig, hvis vi ikke vi kan overføre en masse viden og kompetencer fra det kinesiske marked til vores eksisterende markeder.«

VetFamilys vision er at give klinikpersonale, veterinærsygeplejersker og dyrlæger en god faglig efteruddannelse, så patienterne på VetFamily-klinikkerne får den mest optimale behandling. Samarbejdets langsigtede målsætning er med andre ord at centralisere alle de tidskrævende administrative opgaver – så alle medarbejderne kan koncentrere sig om deres hovedopgave – nemlig at behandle syge dyr.

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Annonce