Rude Dyreklinik hædret som Succesvirksomhed 2019

Dyreklinik modtager fornem erhvervspris

Rude Dyreklinik på Vestsjælland er blevet hyldet som `Succesvirksomhed 2019´. Den landsdækkende erhvervspris anerkender klinikken for dens imponerende finansielle resultater.

Rude Dyreklinik er blevet kåret som `Succesvirksomhed 2019´. Det er en stor anerkendelse, at klinikken tildeles den landsdækkende erhvervspris. Prisen hylder nemlig virksomheder, der kontinuerligt lykkes med at skabe vækst og stærke finansielle resultater.

»Det er med største fornøjelse, at vi nyligt har overrakt Rude Dyreklinik erhvervsprisen `Succesvirksomhed 2019’. Her i Region Sjælland er Rude Dyreklinik et eksempel på en virksomhed, der har gjort det godt gennem mange år og ud fra de kriterier, vi har opstillet i forhold til prisen, har vi konstateret, at Rude Dyreklinik er en veldrevet virksomhed, der fortjener anerkendelse,« udtaler Lisbet Kindvig, Partner, statsautoriseret revisor hos BDO i Roskilde.

En hyldest til de oversete

`Succesvirksomhed 2019´ hædrer mindre og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv. Succesvirksomhederne er ikke nødvendigvis de hurtigst voksende, mest profilerede eller mest innovative, som normalt hyldes i medierne.

Erhvervsprisen er derimod en hyldest til de oversete virksomheder, der leverer en imponerende indsats som drivkraft i lokalområderne og i det danske erhvervsliv som helhed.

»Succes kan defineres på mange måder, men for os handler en erhvervsmæssig succes om at levere varen år efter år. Det handler om at bevise, at din forretningsidé og din forretningsmodel er robust og bæredygtig og i stand til at skabe tilfredsstillende finansielle resultater og den vækst, som er en forudsætning for udviklingen af vores velfærdssamfund,« fortæller administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby, der står bag den nye erhvervspris i samarbejde med BDO.

Fokus på finansielle resultater

Spar Nord og BDO har i fællesskab udviklet et pointsystem, hvor 350.00 virksomheder landet over har fået tildelt points ud fra en række finansielle parametre.

Fælles for succesvirksomhederne er, at de alle har demonstreret størst evne til at levere solide resultater og høj vækst år efter år. De er forgangsvirksomheder, der leverer et særligt bidrag til væksten og velstanden i lokalområderne og til det dansk erhvervsliv som helhed.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce